EMIN Cover Media
EMIN Cover Media
EMIN Cover Media

Elsk mig i nat

Udødelige popmelodier og spektakulær scenografi

De danske 80'er hits har en særlig plads i øregangene hos de fleste af os. Og de bedste af de bedste er samlet i den stort anlagte musical, Elsk mig i nat.

Om Elsk mig i nat

En ægte 80'er fest
Cover EMIN 09
Cover EMIN 06
Cover EMIN 03

Elsk mig i nat er en musical efter idé af Jesper Winge Leisner, som blandt meget andet er kendt som manden bag tangenterne og sangene i bandet Rocazino, herunder titelsangen, Elsk mig i nat.

Musicalen er bygget op omkring 30 af de mest elskede pophits fra Anne Linnet, TV2, Dieters Lieder, Lars H.U.G., Gnags, Tøsedrengene, Radio, Sanne Salomonsen, Sneakers, Nanna, Lis Sørensen, Sebastian, Rugsted/Kreutzfeldt, Halberg Larsen, Rocazino, m.fl. Og historien om den rørende genforening af en flok gamle venner, er skrevet af manuskriptforfatterne Ida Maria Rydén og Ina Bruhn.

Vennerne er Sui, Iben, Pia, Frederik og Otto, som i deres teenageår spillede i bandet Up Front. Sui var forsanger, men fik pludselig et tilbud fra USA og tog af sted for at gøre karriere uden at informere resten af bandet. Mange år efter mødes bandet igen. Det er Sui, der har samlet gruppen for at lette sit hjerte og afsløre en tung hemmelighed, som hun bærer rundt på. Med sig har Sui teenagedatteren Maja, der nu skal møde sin far for første gang. Elsk mig i nat er en sød og gribende historie om en flok venner, der bliver mindet om de drømme, de engang turde drømme. Og den kærlighed, de måske kan få lov at opleve igen.

På scenen kan publikum glæde sig til at opleve en række af landets bedste sangere, skuespillere, dansere og musikere. Hovedrollen som Sui spilles formidabelt af Szhirley, og i de øvrige bærende roller ses Jimmy Jørgensen, Lea Thiim Harder, Julie Agnete Vang, Xenia Lach-Nielsen, Mads Knarreborg, Maria Corydon og Joakim Tranberg.

Instruktør Kenneth Kreutzmann har iscenesat forestillingen med en spektakulær scenografi af Rikke Juellund. Det stort anlagte, musikalske teatershow med de udødelige popmelodier har foreløbig begejstret mere end 220.000 musicalglade publikummer.